Vægttab dagbog: februar 2002
Indhold
Nedprioritering af skalaen
af Jill Sherer
Sidste måned, ved starten af dette projekt, vejede jeg 183 pund. Der. Det er ude i det fri. 183. 183. 123. (Ups, stavefejl.) Ja, jeg er besat af "tallet". Har altid været. Jeg er overbevist om, at det er det sande mål for mit værd som menneske. Desværre har jeg, ligesom mange kvinder, lært at se uden for mig selv efter mit selvværd, siger Ann Kearney-Cooke, ph.d., psykologen, jeg arbejder med, som har specialiseret sig i kropsbillede.
Så jeg har brugt det meste af mit liv på at flygte fra vægten, ligesom Harrison Ford flygtede fra Tommy Lee Jones i The Fugitive. Løj om min vægt på mit kørekort (135). Ignorerer påmindelser om min årlige celleprøve (DÅRLIG!), fordi jeg ikke ønskede at blive vejet hos lægen.
Indtil for nylig. Da denne kolonne kræver, at jeg skal vejes hver måned, har jeg været nødt til at komme over min fobi - hurtigt. Jeg er også forpligtet til at få mit kropsfedt testet månedligt og tage en fitness test hver tredje måned. For at være ærlig udpegede mine redaktører Michael Logan, C.P.F.T., M.E.S., et American Council on Exercise-certificeret personlig træner på Galter LifeCenter i Chicago, som "keeper" af mine numre.
Da dagen kom til at blive vejet, gik jeg milen meget langsomt fra min lejlighed for at møde Michael på LifeCenter. (1 ... 8 ... 3.) Et medley af minstrelsalmer og temaet "Peter Gunn" spillede i mit hoved. Sikkert nok var Michael der og ventede på at måle mit kropsfedt og (suge) veje mig, før han satte mig igennem min første times styrketræning.
Da vi nærmede os vægten, tog jeg straks mine sko, sokker, fanny pack, ringe, hårklip og halskæde af. Jeg ville have klædt mig ned til mine bukser, hvis der ikke havde været 10 hjerteafvænningspatienter og kiggede på. Så klatrede jeg videre, mens Michael flyttede metal-tingamajiggen til højre, sølvstangen og mine nerver hang i balance. 150. 160. 170. 180. 183.
Og bare sådan var det slut. Jeg trak stadig vejret. Ingen af genoptræningspatienterne havde en koronar (selvom jeg var farligt tæt på). Og Michael gav mig den første af, hvad jeg formoder, vil være mange lektioner på min årelange rejse. "Jill, når du først ved, hvad du vejer, ved du stadig ikke noget," sagde han og understregede vigtigere (og mindre skræmmende) målere af fitness, som min kropsfedtprocent, kardiovaskulær fitnessmåling (max VO2; hvor effektivt Jeg bruger ilt, når jeg træner), og hvordan jeg har det. Uden disse er tallet på skalaen meningsløst.
Siden da er jeg kommet til at stole på, at min vægt ikke er den eneste målestok for mit værd som person (på trods af hvad kabel til sent om natten og instruktionerne til min Thighmaster fortæller mig). Menneskerne i mit liv finder mig stadig lige så fortjent til kærlighed og accept som mine lettere modstykker.
Nu hvor jeg har tabt mig et par kilo, har disse ting ikke ændret sig. Det, der har, er min evne til at validere ændringerne i min krop, på trods af dette tal. Jeg er allerede stærkere, end jeg var sidste måned. Og jeg bliver dygtig til at vælge mine egne kriterier, som at dyrke mere motion og spise godt, hvad der skal til for at være stærk. Jeg bruger nu skalaen som en datakilde i stedet for hele historien - og som fodskammel til at komme tættere på lyset over mit badeværelsesspejl, så jeg virkelig kan se, hvem jeg er: en kvinde, der for nylig vejede 183 pund. Og indtil videre er det okay.
Hvad hjalp mig mest
1. Madplanen fra min ernæringsekspert på Galter LifeCenter, Merle Shapera, M.S., R.D. Den er baseret på at kombinere 1-2 ounces protein og komplekse kulhydrater fem gange om dagen for at opretholde min energi.
2. Dyp min gaffel i salatdressing, ryste den af, og så lidt salat, i stedet for at hælde dressing på.
3. Varierende min træning efter min træner Michael Logans råd, så jeg ikke forsømmer nogen muskelgrupper eller keder mig!
Træningsplan
*Walking, elliptisk træner og/eller step aerobic: 40-60 minutter/2 gange om ugen
*Vægttræning: 60 minutter/3 gange om ugen
*Kickboxing: 60 minutter/3 gange om ugen