Reaktiv tilknytningsforstyrrelse i barndommen eller i den tidlige barndom
Indhold
- Hvad er symptomerne på reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
- Uhæmmet adfærd
- Hæmmet adfærd
- Hvad forårsager reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
- Hvordan diagnosticeres reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
- Hvad er behandlingsmulighederne for reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
- Hvordan kan du forhindre reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
- Hvad er de langsigtede udsigter?
Hvad er reaktiv tilknytningsforstyrrelse (RAD)?
Reaktiv tilknytningsforstyrrelse (RAD) er en usædvanlig, men alvorlig tilstand. Det forhindrer babyer og børn i at danne sunde bånd med deres forældre eller primære omsorgspersoner. Mange børn med RAD har oplevet fysisk eller følelsesmæssig forsømmelse eller misbrug, eller de blev forældreløse tidligt i livet.
RAD udvikler sig, når et barns mest basale behov for pleje, kærlighed og komfort ikke er opfyldt. Dette forhindrer dem i at danne sunde relationer med andre.
RAD kan tage to former. Det kan få et barn til enten at undgå relationer eller i overdreven grad søge opmærksomhed.
RAD kan have negative virkninger på et barns udvikling. Det kan forhindre dem i at danne fremtidige relationer. Det er en varig tilstand, men de fleste børn med RAD er i sidste ende i stand til at udvikle sunde og stabile forhold til andre, hvis de får behandling og støtte.
Hvad er symptomerne på reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
Ifølge Mayo Clinic vises symptomerne på RAD før 5 år, ofte når et barn stadig er et spædbarn. Symptomerne hos spædbørn kan være sværere at genkende end hos ældre børn og kan omfatte:
- sløvhed
- tilbagetrækning
- ingen interesse i legetøj eller spil
- ikke smilende eller søger trøst
- rækker ikke ud for at blive afhentet
Ældre børn viser mere mærkbare symptomer på tilbagetrækning, såsom:
- fremstår akavet i sociale situationer
- undgå trøstende ord eller handlinger fra andre
- skjuler følelser af vrede
- viser aggressive udbrud mod jævnaldrende
Hvis RAD fortsætter i teenageårene, kan det føre til stof- eller alkoholmisbrug.
Når børn med RAD bliver ældre, kan de udvikle enten hæmmet eller hæmmet adfærd. Nogle børn udvikler begge dele.
Uhæmmet adfærd
Symptomer på denne type opførsel inkluderer:
- opmærksomhedssøgning fra alle, også fremmede
- hyppige anmodninger om hjælp
- barnlig opførsel
- angst
Hæmmet adfærd
Symptomer på denne type opførsel inkluderer:
- undgår forhold
- nægter hjælp
- nægter komfort
- viser begrænsede følelser
Hvad forårsager reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
RAD forekommer mere sandsynligt, når et barn:
- bor i et børnehjem eller en institution
- skifter omsorgspersoner, såsom i plejehjem
- er adskilt fra pårørende i lang tid
- har en mor med fødselsdepression
Hvordan diagnosticeres reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
For at diagnosticere RAD skal en læge bestemme, at spædbarnet eller barnet opfylder betingelseskriterierne. Kriterierne for RAD inkluderer:
- have uhensigtsmæssige sociale relationer inden 5 år, der ikke skyldes forsinkelser i udviklingen
- enten være uhensigtsmæssigt social med fremmede eller ude af stand til at reagere på interaktioner med andre
- have primære omsorgspersoner, der ikke opfylder barnets fysiske og følelsesmæssige behov
En psykiatrisk evaluering af barnet er også nødvendig. Dette kan omfatte:
- observere og analysere, hvordan barnet interagerer med forældrene
- beskriver og analyserer barnets adfærd i forskellige situationer
- undersøge barnets adfærd over en periode
- indsamling af oplysninger om barnets adfærd fra andre kilder, såsom storfamilie eller lærere
- der beskriver barnets livshistorie
- vurdering af forældrenes oplevelse og daglige rutiner med barnet
Lægen skal også være sikker på, at barnets adfærdsproblemer ikke skyldes en anden adfærdsmæssig eller mental tilstand. Symptomerne på RAD kan undertiden ligne:
- opmærksomhedsunderskud hyperaktivitetsforstyrrelse (ADHD)
- social fobi
- angst lidelse
- posttraumatisk stresslidelse (PTSD)
- autisme eller autismespektrumforstyrrelse
Hvad er behandlingsmulighederne for reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
Efter en psykiatrisk evaluering vil barnets læge udvikle en behandlingsplan. Den vigtigste del af behandlingen er at sikre, at barnet er i et sikkert og plejende miljø.
Det næste trin er at forbedre forholdet mellem barnet og deres forældre eller primære omsorgspersoner. Dette kan tage form af en række forældreklasser designet til at forbedre forældrefærdigheder. Klasser kan kombineres med familierådgivning for at forbedre båndet mellem et barn og deres plejere. Gradvist at øge niveauet af trøstende fysisk kontakt mellem dem vil hjælpe limningsprocessen.
Specialundervisningstjenester kan hjælpe, hvis barnet har problemer i skolen.
I nogle tilfælde kan en læge ordinere medicin såsom selektive serotonin-genoptagelsesinhibitorer (SSRI'er), hvis barnet har angst eller depression. Eksempler på SSRI'er inkluderer fluoxetin (Prozac) og sertralin (Zoloft).
Ifølge National Institute of Mental Health er fluoxetin den eneste FDA-godkendte SSRI til børn i alderen 8 og derover.
Det er vigtigt at overvåge børn, der tager denne type medicin for selvmordstanker eller adfærd. Dette er en mulig bivirkning, men det er usædvanligt.
Uden passende og hurtig behandling kan et barn med RAD udvikle andre relaterede tilstande, såsom depression, angst og PTSD.
Hvordan kan du forhindre reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
Du kan reducere sandsynligheden for, at dit barn udvikler RAD ved at tage passende hensyn til dit barns fysiske og følelsesmæssige behov. Dette er især vigtigt, hvis du adopterer et meget lille barn, især hvis barnet har været i plejehjem. Risikoen for RAD er højere hos børn, hvis pårørende ofte har ændret sig.
Det kan være nyttigt at tale med andre forældre, søge rådgivning eller deltage i forældrekurser. Der er masser af bøger skrevet om RAD og sund forældre, der også kan være til hjælp. Tal med din læge, hvis du har problemer, der kan påvirke din evne til at passe dit barn.
Hvad er de langsigtede udsigter?
Udsigterne for et barn med RAD er gode, hvis barnet får den passende behandling hurtigst muligt. Der har været få langtidsstudier af RAD, men læger ved, at det kan føre til andre adfærdsproblemer senere i livet, hvis det ikke behandles. Disse problemer spænder fra ekstrem kontrollerende adfærd til selvskading.